For voksne

Sådan undgår du digital svindel

Digital svindel bliver mere sofistikeret, men med få gode vaner kan du gøre det langt sværere for svindlerne at narre dig.

Af Mie Møller Nielsen

Fotokredit: Sikkerdigital.dk

Svindel føles sjældent som svindel, når det sker. Derfor kan alle blive snydt. Kriminelle bliver stadig dygtigere til at efterligne banker, myndigheder, virksomheder og endda familiemedlemmer. De forsøger ofte at skabe stress eller tillid, så du handler hurtigt uden at tænke dig om.

Oktober er National Cybersikkerhedsmåned, hvor myndigheder, virksomheder og organisationer i hele landet sætter fokus på cybersikkerhed og hjælper danskerne med at navigere trygt i en digital hverdag.

Her får du tre enkle råd, der kan hjælpe dig med at undgå digital svindel.

1. Tag den med ro – og lad dig ikke presse

Svindlere forsøger ofte at skabe en følelse af hast eller panik. Måske får du en besked om, at din konto bliver lukket, at du skylder penge, eller at der er sket mistænkelige transaktioner på dit betalingskort.

Bliver du uventet kontaktet og bedt om at udlevere personlige oplysninger, koder eller overføre penge, så stop op og tænk dig om. Banker, politi og andre myndigheder vil aldrig uopfordret bede dig om at oplyse adgangskoder, MitID-koder eller overføre penge til en "sikker konto".

2. Vær opmærksom på links i sms'er og mails

Mange svindelforsøg starter med en sms eller e-mail, der ser ægte ud. Beskeden kan for eksempel ligne noget fra PostNord, Skattestyrelsen, din bank eller en streamingtjeneste.

Klik derfor ikke automatisk på links i beskeder. Er du i tvivl, så gå selv ind på virksomhedens officielle hjemmeside eller app i stedet for at bruge linket i beskeden.

Et godt tip er også at være opmærksom på afsenderens adresse. Små stavefejl eller mærkelige webadresser kan være tegn på svindel.

3. Dobbelttjek, hvem du taler med

Telefonopkald er blevet et populært værktøj for svindlere. De kan få det til at se ud, som om de ringer fra en bank, en myndighed eller en anden troværdig afsender.

Hvis du bliver kontaktet uventet og føler dig usikker, så afbryd samtalen. Find selv det officielle telefonnummer, og ring tilbage. På den måde kan du sikre dig, at henvendelsen er ægte.

Husk: Det kan ske for alle

Digital svindel handler ikke om at være god eller dårlig til teknologi. Svindlerne udnytter ofte vores tillid, hjælpsomhed og travle hverdag. Derfor er den bedste beskyttelse ofte at sætte tempoet ned, være kritisk og tage sig tid til at kontrollere oplysningerne en ekstra gang.

 

Vil du vide mere?

På SikkerDigital.dk kan du finde flere råd om digital sikkerhed, aktuelle svindelmetoder og vejledning til, hvad du skal gøre, hvis du har været udsat for svindel.