Ella anmelder: Percy Jackson og slaget i labyrinten
Ella har denne gang kastet sig over græsk mytologi i form af fjerde bind om Percy Jackson - drengen, der er halvt menneske, halvt gud. Og vi forstår til fulde Ellas begejstring, det er virkelig en episk fantasyserie!
Af Ella - ungeanmelder
Ellas blå bog
Navn: Ella
Alder: 14 år
- Hvad er din yndlingsbog/spil/film? Hvorfor?
Det er svært at vælge én, men en af mine yndlings er i hvert fald "Binding 13" af Chloe Walsh, "Gild" af Raven Kennedy, "Ægte vare" af Erin Watt, "Dronningen af intet" af Holly Black og "Fourth Wing" af Rebecca Yarros. Så der er en del at tage fat på ... Læsning er fedt, fordi ...
Man prøver at komme ind i andre verdener og føle, hvordan andre har det.
- Hvilken forfatter vil du gerne møde? Hvorfor?
Jeg gad nok helst møde Chloe Walsh, fordi jeg synes, det er imponerende, at der er nogle, der kan skrive om så mange ting i en bog og stadig få det til at give mening. Jo mere jeg læser serien, jo mere får jeg lyst til at møde personen, der har skrevet den. Mine bedste tips til at komme i gang med at læse:
At man skal finde noget, man interesserer sig for. For eksempel hvis man godt kan lide nordisk mytologi, så find nogle bøger i den genre. Det var i hvert fald sådan, jeg kom til at læse så meget, som jeg gør.
- Hvorfor har du valgt at være ungeanmelder hos Aalborg Bibliotekerne?
Det var, at jeg første gang hørte om det i den bogklub, der er på Hovedbiblioteket i Aalborg, og der overvejede jeg at gå ind. Men så, der hvor jeg kom i praktik på biblioteket, besluttede jeg mig for, at det kan jeg lige så godt. Jeg læser alligevel så mange bøger, så det kan ikke være så svært at skrive en anmeldelse til dem.
Det er en spændende historie om græsk mytologi. Den handler om halvblods - altså personer, der er halvt gud og halvt menneske. Hovedpersonen, Percy Jackson, er søn af den magtfulde gud Poseidon, som er gud over havet, jordskælv og heste. Percy har derfor nogle af sin fars kræfter.
I en god historie er der selvfølgelig også en lille smule kærlighed og begyndelsen på en forelskelse. Men hvis man ikke er så meget til det, er der også masser af action. Percy og hans venner kæmper blandt andet mod monstre og skurke fra den græske mytologi, for eksempel Minotaur.
Jeg vil klart anbefale bogen til folk, der gerne vil lære mere om græsk mytologi på en mere spændende måde end bare at læse om det på en hjemmeside. Historien gør myterne mere levende, og der sker hele tiden noget spændende.
Jeg vil også anbefale den til folk, der kan lide en god fantasyhistorie med helte og skurke.
Jeg giver den 5 ud af 5 stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐
Men historien bliver også ved med at give, fordi der er lavet flere spin-off-serier, for eksempel The Heroes of Olympus.